Virkelighed og fantasi
Som en forsmag på bogen har vi plukket nogle få historier, som du kan læse her:

For en del år siden døde en mand efter at være blevet slået i hovedet med en spade.
Baggrunden var en langvarig og bitter strid mellem den afdøde og hans nabo, hvis oprindelse fortabte sig i tågerne.
Det mest konkrete, der kom frem under den efterfølgende retssag var, at det var uenigheden om højden på et plankeværk i skellet, der havde skabt et uforsonligt had mellem de to mænd.
Tanken om at lade en uvildig instans vurdere sagen, havde tilsyneladende ikke strejfet dem.
Dommen lød på otte års fængsel.
Det var forholdsvist billigt sluppet, men retten fandt, at der var formildende omstændigheder. Blandt andet forklarede vidner, at striden mellem de to naboer havde stået på i flere år og var blevet mere og mere bitter. De havde for længst passeret det punkt, hvor dialog var mulig, og da man af gode grunde ikke kun kunne høre den ene parts forklaring, skønnede retten, at de til en vis grad nok havde været lige gode om det. Men slået med spaden havde han jo, den ene nabo, og den slags er ikke alene strengt forbudt, men også en uhensigtsmæssig måde at løse konflikter på.

Fra film til virkelighed
Fabrikant Sandelund og hans kone sidder ved frokostbordet. Der lyder et knald. ”Hvad var det?” spørger fru Sandelund. ”Det er den idiot derovre,” svarer fabrikanten. ”Hvad laver han?” spørger hun. ”Han kan vel ikke lide katte,” svarer han. ”Han kan heller ikke lide hunde,” siger hun. Fabrikant Sandelund stopper øjeblikkelig med at spise sin lækre, veltilberedte hummer og stirrer skrækslagent på sin kone. ”Fnugger!” siger han.
Udenfor står tandlæge Gormsen med et gevær og skyder. ”Fnug! Lille Fnug! Fars egen Fnug!” – fabrikanten kommer løbende over mod sin nabo. ”Hvis det fede, uappetitlige, ormebefængte dyr viser sig herinde, så skal jeg personligt perforere det,” lyder det fra tandlægen, som gemmer sig bag et træ.
”Fnug, Fnug. Lille Fnug,” kommer det bekymret fra fabrikant Sandelund, mens han tager hunden op i sine arme. ”Folk, der mishandler dyr, dem kunne jeg kvæle med mine bare næver,” siger han sammenbidt.
Scenen fra den gamle sort/hvide spillefilm ”Naboerne” fra 1966, hvor Ebbe Rode og John Price spiller de to hadefulde naboer. De to naboers uvenskab eskalerer til højder, der kun er overgået af fantasien. Køer i haven, en bil kørt i havet, nazi-flag i flagstangen, farve i vasketøjet, strøm sat til havelågen, en bulldozer der kører ind i naboens hus, en bil smadret til ukendelighed – og en købmand, der tjener godt på at opildne de to naboer til alverdens uhyrligheder. Historien er godt nok fiktiv, men det kunne lige så godt have været virkelighed.

 Virkelighed og fantasi
Undertiden høres påstanden om, at man altid skal trække lidt fra, når man beretter fra virkeligheden, ellers er der ingen der tror på det. Og indrømmet, i forbindelsen med udarbejdelsen af denne bog, har vi mere end en gang spurgt os selv, om læserne nu også vil tro på det vi skriver. Så jo, påstanden om, at virkeligheden overgår fantasien gælder ofte, når naboer bliver vrede på hinanden. At ellers fredelige og fornuftige mennesker kan blive  edderspændt rasende, når de kommer på kant med naboen er der talrige eksempler på i denne bog.
Nogle er helt groteske og ekstreme, men sikkert er det, at strid mellem naboer ikke sjældent udvikler sig på en måde, der ender i grov chikane og årelange og kostbare retssager. Og så er der de mange tusinde sager fra dagligdagen, hvor to naboer bare er røget i totterne over en eller anden bagatel, som bare vokser og vokser for til sidst at blive uløselig.
Det er den slags konflikter, denne bog handler om.
Gennem eksempler og interviews vil vi prøve at belyse, hvad der får, hvad man kan kalde helt almindelige mennesker, til at miste al fornuft, når de føler deres ære trådt for nær af en nabo. Statistikkerne taler deres eget sprog; at vi er blevet langt dårligere til at leve sammen med vores omgivelser, vidner talrige politirapporter og endnu flere klager til boligselskaber og andre instanser om.

Livet på landet
Der er så dejligt ude på landet, siger man. I hvert fald er det en påstand, der med variationer går igen i mange sange og viser og især i lokale
ejendomsmægleres forsøg på at lokke byboer til. Og måske er der generelt herligt på landet, men det er nu langt fra altid.Faktisk er der talrige eksempler på, at idyllen krakelerer, når folk i landdistrikterne kommer på kant med hinanden. I danske film og romaner af ældre dato fremstilles landmænd ofte som stovte og arbejdsomme folk, der knokler fra morgen til aften.
Muligvis er billedet mere nuanceret end som så, men sikkert er det, at det daglige slid og bedriften ikke lægger større beslag på arbejdskraften, end der er overskud til at strides med naboen. Om folk på landet er mindre tolerante og mere tilbøjelige til at stå på deres ret, er svært at sige noget sikkert om. Men når først en strid blusser op, kan den blive både lang og bekostelig, og tilbøjeligheden til at søge kompromis tilsvarende ringe.

Ingen forskel
Om man bor i en by eller på en landejendom gør sikkert ikke den store forskel, når temperamenterne kommer i kog. Har man set sig sur på sin nabo, spiller det ingen rolle, om naboen bor på femte sal i et mondænt ejendomskompleks i en større by eller på en bondegård med kostald og hønsegård. Men konfliktens årsag kan naturligvis variere. Således er der eksempler på, at byboere, der flytter på landet, er blevet ikke alene overraskede, men endog skuffede, når det er gået op for dem, at landlige lugte fra udkørsel af gylle kan medføre visse lugtgener! Så vidt vides er der dog hidtil ingen gårdejere, der er kommet naboen i møde og har omlagt bedriften af den grund – eller er blevet dømt til at gøre det.

Strid om skellet
Uenighed om hvor skellet går mellem to ejendomme er hyppige årsager til, at grundejere kommer i konflikt med hinanden. Det gælder i villakvarterer, men så sandelig også på landet, hvor der er betydeligt mere jord at blive uenige om ejerskabet til.
Der er muligheder nok for at få uvildige instanser til at komme til stede og vurdere, hvad der er ret og rimeligt, og hvis det hele går op i en spids, har man domstole til at rede trådene ud.
Men den slags tager tid og involverer diverse professionelle personer, som har en ubehagelig tilbøjelighed til at ville have penge for deres ulejlighed.
Derfor vælger mange at klare ærterne selv med metoder, som i bedste fald er uhensigtsmæssige til at løse konflikter med og i værste fald er direkte ulovlige.

Mundhuggeri om jord
Et eksempel på det sidste er en sag fra Jylland, hvor to gårdejere var blevet trætte af hinanden på grund af uenighed om, hvem der ejede hvor meget af den jord, de begge mente at have ejerskabet til. Om muligheden for at få afgjort sagen ad de legitime kanaler strejfede de stridslystne mænd, vides ikke. Men begge greb til metoder, der med sikkerhed kun øgede spændingen og fik enhver form for mægling til at fortone sig.
Det begyndte ellers så godt med, at den ene købte noget jord af den anden. Men spørgsmålet om, hvor meget jord det drejede sig om, opstod hurtigt. Det var ikke til at finde ud af og da slet ikke, når parterne stod stejlt på, hvad de mente var deres ret. Uenigheden udviklede sig hurtigt til mundhuggeri, og da det ikke rigtigt førte til andet end yderligere bitterhed, valgte parterne at skride til mere drastiske midler.

Ild i vasketøjet
Det begyndte med, at der på uforklarlig vis gik ild i vasketøjet hos den ene landmand. Omvendt fik den anden landmand den landlige idyl spoleret ved vedvarende og høj musik fra naboejendommen.
Normalt går der ikke ild i vasketøj, der hænger til skue på en snor, og indehaveren af vasketøjet var overbevist om, at det var naboen som havde en finger og nogle tændstikker med i spillet.
Omvendt var hans nabo sikker på, at musikken der i timevis og med høje decibel drønede ud over markerne, stammede fra naboens kraftige stereoanlæg.
Således udrustet med beskyldninger konfronterede mændene hinanden, hvilket – temmelig forudsigeligt – ikke førte til hverken afklaring eller våbenhvile.
Tværtimod. En morgen fandt den ene landmand sin gårdsplads oversprøjtet med ildelugtende gylle, en fornærmelse han naturligvis omgående måtte returnere. Han greb sit haglgevær og skød til måls efter naboejendommen og for at understrege sin utilfredshed, sneg han sig ind på grunden og smadrede en bil.

Uden ende
Til sidst blev striden for meget for andre i området, som bad politiet tage affære.
Men det var ikke let for politiet at komme til bunds i sagen. Ikke overraskende fik betjentene vidt forskellige forklaringer serveret, og det var ikke muligt at placere noget ansvar for de åbenlyse ulovligheder. Til gengæld fik politiet overbevist parterne om, at de burde gå rettens vej for at få en afklaring på ejerskabet af det omstridte lille stykke jord. Sagen endte hos dommeren, der afgjorde sagen til den enes fordel, hvad den anden naturligvis fandt dybt uretfærdigt. Men den langvarige strid havde trods alt tæret så meget på kræfterne, at de to mænd nedlagde våbnene. Men de skulede ondt til hinanden, når de utilsigtet stødte på hinanden.

Naboer og skilte
Reglerne er forholdsvis enkle, og det overordnede formål synes klart, i Danmark er der fri adgang til skov og strand og den øvrige natur. Naturligvis med visse begrænsninger der tilgodeser den private ejendomsret.  Således kan man på flere strande se officielle skilte med oplysningen om, at ”passage er tilladt med ophold forbud”, og så videre.
Men – igen – et er regler, noget er, hvad man selv finder ret og rimeligt, og det flugter mærkeligt nok langt fra altid med, hvad et demokratisk valgt flertal i Folketinget og kommunalbestyrelser har vedtaget. Blandt andet i sommerhusområder er det let at finde eksempler på hjemmelavede skilte, der forbyder naboer og andet godtfolk adgang til et areal, selv om det står enhver frit for at færdes der – også naboer. Og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig de konflikter og stridigheder, det kan udløse, når enhver – som det hedder – taget sig selv til rette.

Ballade mellem rigmænd
Et kendt eksempel er det langvarige sammenstød, der opstod i 2018, da en velhaver i et villakvarter nord for København spærrede en del af sin strandgrund af, så naboer og andre ikke kunne passere. Naboerne var knapt så sagtmodige og ydmyge, som de muligvis er andre steder. Tværtimod var de såkaldte ressourcestærke og medievante personer, som mobiliserede pressen og kommunalbestyrelsen – og greb til alle de til rådighed stående juridiske greb – for at tvinge manden til at fjerne barriererne.
Sagen udviklede sig til retssager hvor manden blev tvunget til at lade folk benytte den strandret som giver alle ret til at færdes på vores fælles kyststrækninger. Men den rige mand lod sig ikke uden videre kyse og lod til gengæld opsætte skilte der advarede mod ophold. Samtidigt anskaffede han sig højttalere så han fra sin villa – opført efter tegninger af en såkaldt stjernearkitekt – fik mulighed for at minde folk om, at de ikke måtte stå stille, men konstant skulle være i bevægelse. Mandens ihærdighed havde en vis appel til den danske humor og satire, hvad visse aviser da heller ikke undlod at benytte sig af.
Når sagen fik så stor omtale, var det ikke mindst fordi dens aktører var kendte, velsituerede og velformulerede mennesker med umiddelbar adgang til at trække på større ressourcer end så mange andre.
Den genstridige mand blev tvunget til at rette sig efter landets love og regler, men forud var gået et juridisk tovtrækkeri, som ikke alle har muligheder for at tage del i.
Kunne man forestille sig, at sagen havde fået et andet forløb, hvis en kontanthjælpsmodtager, med ringe kendskab til diverse direktiver og forordninger, ærgrede sig over at et stykke strand på en af de dyreste grunde i landet var blokeret?
Måske.
Men nu gik det, som det gik og den velstående mand måtte erfare, at reglerne også gælder for ham, hvad der hvad der sikkert både har ærgret og overrasket ham.

Udsigt til ballade

I en af landets mange idylliske havnebyer blev to naboer uenige om en bådebro.

En gammel bro have i årevis gjort udmærket nytte, men var nu blevet for gammel og trængte til udskiftning, mente ejeren. Han rev den ned og lod en anden og mere tidssvarende konstruktion opføre. Desværre uden at tage de nærmeste naboer i ed. At den gamle bro blev fjernet, kunne de måske nok leve med, men at den nye var bredere og endog forsynet med borde og bænke var helt uacceptabelt. Nu var der – mente de – ikke længere tale om en simpel bådebro, men om en form for udsigtspunkt der berøvede dem muligheden for at betragte havet. Og det gjorde dem ikke mildere stemt, at det fra den nye bro var muligt at se ind i deres haver og dermed få et kig til det privatliv, som udfolder sig den slags steder.

En gammel strid

Manden der havde opført den nye bro erklærede, at han ikke havde forestillet sig, at det kunne give anledning til så stor utilfredshed. Men naboerne lod det ikke være nok med at lufte surheden offentligt. De klagede til kommunen, som gav dem ret i, at broen var opført uden de nødvendige tilladelser. I sidste ende er det dog Kystinspektortatet, der har bemyndigelsen til at forlange broen fjernet, og i skrivende stund er broens skæbne uafklaret.

Mere interessant er det imidlertid, at striden grundlæggende ikke alene handler om, hvorvidt en bro er et par meter fra eller til i bredden. Ifølge broens ejer var opstandelsen og klagen en udløber af en tidligere konflikt, han havde haft med naboerne om højden og omfanget på en hæk. Han havde klaget over naboens hæk og fået medhold af myndighederne, og han var sikker på, at klagen over broen var en slags tak for sidst.

Danmark har cirka syv tusinde kilometer kyststrækning, så man kunne have en formodning om, at der var plads til alle. Men åbenbart ikke en ny bro som er et par meter bredere end den gamle.