POLIOEN RAMMER

Den 21. august 1952 er der noget galt.
Den treårige Dan har svært at smile, selv om hans storebror gør ihærdige forsøg på at få ham til at se lidt glad ud. Han kilder ham under armene. Det plejer at være en god og effektiv metode til at kalde smilet frem på den ellers så lattermilde dreng.
Men i dag er det som om, det ikke rigtigt virker.
De to drenge er blevet klædt ekstra pænt på af deres mor, Anne Margrethe Foldager, og det er der en helt særlig grund til: I dag skal de fotograferes!
Drengenes forældre har et stykke tid talt om, at de gerne vil have et billede af deres to sønner, og nu er dagen kommet.
Drengenes mor er alene om det lille projekt, hendes mand er ingeniør og er på rejse i Jylland for sin virksomhed.
Det går dog ikke helt så nemt at få Dan til at se ud, som fotografen gerne vil have, men efter nogle forsøg er fotografen tilfreds, og husets sønner kan komme i glas og ramme.
Men det er tydeligt, at der stadig er noget med Dan, der ikke er, som det skal være. Selv efter at mor og sønner er færdige hos fotografen, er Dan ikke nær så glad som han plejer. Tværtimod virker han lidt trist og indesluttet.
Er det mon fordi, han er skidt tilpas?
Måske. I dag – næsten 70 år senere – kan han ikke huske det, og på dagen for fotografiet tænker hans mor ikke noget videre over det. Hun slår det hen, for bortset fra at det kneb med at smile, var Dan jo helt almindelig og opførte sig, som drenge i den alder nu engang gør.
Men dette skulle snart ændre sig.
Ud på natten i samme døgn vågner Dans mor ved, at hun hører et skrig fra sin søn. Lejligheden i den københavnske forstad Husum er så lille, at drengene sover i samme værelse som deres forældre, og da hun ser, at Dan ligger fredeligt og sover, tænker hun, at han nok bare har haft en ond drøm, sådan som det er meget almindeligt for mindre børn. Hun går i seng igen, men når ikke at falde i søvn, før Dan skriger igen.
Hun står igen op og ser til sin dreng, men da han sover, synes hun ikke, der er grund til at vække ham, og resten af natten går helt som den plejer for den lille familie, hvor alle snart sover trygt.
Da det bliver morgen, opdager Anne Margrethe noget, som chokerer hende.
Dan prøver at stå op og gå på toilettet, men han kan ikke stå på sine ben. Hver gang han prøver, er det som om benene forsvinder under ham.
På en eller anden måde bærer hun ham det lille stykke ud til toilettet, hvor Dan falder sammen på gulvet, ude af stand til at rejse sig. Det går op for Anne Margrethe at der er noget galt – helt galt – og hun skynder sig at ringe efter familiens læge, som kommer hurtigt.
Lægen undersøger Dan, men virker ikke umiddelbart bekymret, i hvert fald siger han ikke noget, som foruroliger Dans mor.
Tværtimod bliver hun lidt stolt, da lægen nærmest giver hende et skulderklap og siger:*

”De kan beholde Dan hjemme, fru Foldager, for jeg ved, at De passer ham godt.”

Anne Margrethe får det indtryk, at Dan nok har fået en infektion eller sådan noget, som hurtigt vil gå over, så drengen igen kan stå på sine ben og lege.
Men efter et par timer, hvor Dan ligger i sin seng uden at kunne bevæge sine ben, får hans mor en opringning med en rystende besked. Lægen er i røret, og hans stemme lyder alvorlig. Han fortæller, at den frygtede sygdom polio i nogle uger har angrebet især mindre børn, lammet deres arme og ben, hos nogle også åndedrætsorganerne, og dermed bragt dem i en tilstand af akut livsfare.
Efter at have tilset Dan og beroliget hans mor, er lægen blevet grebet af en nagende tvivl og har sat sig forbindelse med landets førende eksperter i sygdommen, som holder til på Blegdamshospitalet på Østerbro i København.
Hospitalet er i alarmberedskab og har allerede modtaget adskillige patienter, som er svært medtagne af den farlige sygdom. Og budskabet til 14 familien Foldagers læge er klart; Dan skal indlægges omgående, og lægen har allerede tilkaldt en ambulance til Husum.
Ambulancen henter Dan og haster mod Blegdamshospitalet, hvor der er trængsel om pladserne foran indgangen. Fra hele Storkøbenhavn strømmer ambulancerne til de gamle hospitalsbygninger med mere eller mindre lammede patienter.
Mange kæmper for at trække vejret og prøver desperat at få deres lammede brystmuskler til at virke, mens ambulancefolkene ser magtesløse til. De hører den pibende og hvæsende lyd fra de overanstrengte lunger, og de indser, at patienterne på bårerne er i livsfare.
De kan intet stille op, andet end at køre så hurtigt som muligt til hospitalet.
I en by som København er det normalt at høre udrykningshorn nogle gange i løbet af dagen, som en naturlig del af storbyens kakofoni. Men denne dag i august er det, som om den uhyggelig tuden fra ambulancerne overdøver og fortrænger de velkendte almindelige lyde fra fabrikker, biler, tog og cykelklokker.
En stemning af uhygge og frygt har grebet byen, hvor en mareridtslignende fornemmelse breder sig. Forældrene til de små patienter, som ligger hjælpeløse på bårerne i ambulancerne, er ude af sig selv af frygt for at miste deres børn.
Anne Margrethe Foldager – som har fulgt sin lille dreng til hospitalet – er én af dem.

Et skræmmende syn
Glostrup sommeren 2019.
Anne Margrethe Foldager sidder i sin hyggelige lejlighed i Glostrup med sin søn, Dan – i dag en voksen mand på 70 år – og lader tankerne gå til de dage i august 1952, som har sat sig varige spor i deres liv.
Fru Foldager er 95 år, men helt frisk i hovedet, og hun klarer stort set alle daglige gøremål uden hjælp. Hun husker dagen – den værste af alle.
Visse ting står lysende klart, andre er som forsvundet ind i en tåge for hende – en tåge af angst og frygt for at miste Dan:

”At se alle de ambulancer … det var forfærdeligt skræmmende og uhyggeligt. Bårerne med børn, der i hast blev skubbet rundt på gangen, det vil jeg altid huske. Jeg fik et glimt af børn som lå på borde og på madrasser, som tilsyneladende var fremskaffet i stor hast. De fleste var altså børn, selv om jeg også så enkelte voksne. Det var uvirkeligt og rædselsfuldt. Men det værste var, at jeg ikke måtte følge min dreng ind på hospitalet.
Sådan var det jo almindeligt dengang – forældrene måtte ikke følge med, når deres børn blev indlagt – måske har man tænkt på smittefare. Jeg ved det ikke … jeg husker bare, at jeg var dybt ulykkelig over at skulle forlade min lille dreng.
Og samtidigt trængte en masse spørgsmål sig på. Hvad skulle der ske? Hvor syg var han? Kunne han dø fra os? Kaotiske og ubærlige tanker som myldrede rundt i mit hoved. Jeg ville så gerne have spurgt nogen, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle spørge, alle havde forrygende travlt og hastede rundt, men jeg fik dog fat i en mand med en hvid jakke … jeg tror det var en portør … og spurgte om han vidste noget.
Hans svar glemmer jeg aldrig. Han så på mig og sagde: »Det er knald eller fald.« Det var jo ikke ment sådan, men det lød så brutalt og koldt. Det var frygteligt, og jeg blev helt ude af mig selv, samtidigt med at tankerne hvirvlede rundt i mit hoved.
Børnelammelse? Min dreng? Jeg vidste godt, at sygdommen var i omløb, men jeg havde hele tiden tænkt, at mine drenge bliver i hvert fald ikke syge. Jeg gjorde mig altid umage for at holde dem rene og pæne og sørgede altid for, at de blev vasket ordentligt.
I området, hvor vi boede, lå et kvarter med masser af børn, som var noget forhutlede og forsømte. Jeg var nok ikke blevet særligt overrasket, hvis sygdommen var slået ned på nogle af dem. Men min dreng? – nej det var helt uforståeligt – og så var han ovenikøbet den eneste dreng fra området der blev smittet!
Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvor Dan kan have fået smitten fra. Men sandheden er jo, at jeg ikke aner det. Men jeg har en teori, som måske – måske ikke – er rigtig. Nogle dage før Dan blev syg, havde han været med mig hos en dame, som rullede tøj. Det var meget almindeligt dengang. Hun havde et bryggers, hvor der stod en gruekedel. Ovenpå låget lå der nogle æbler, og Dan huggede frækt et af dem og begyndte at gnaske i det, sådan som børn nu gør. Jeg kunne tænke mig, at smitten kom fra det æble, for det er velkendt, at smitten netop går den vej, men – igen – jeg ved det ikke.
Jeg har også tænkt på at vi et par uger forinden havde været i sommerhus på Fyn, hvor Dan blev slemt forbrændt af solen. Kan det have svækket hans modstandskraft? Igen, jeg ved det ikke, men tankerne gik gennem mit hoved og har gjort det mange gange siden.
Det hører med til historien, at min mand og jeg, nogle dage før Dan blev syg, havde tegnet en forsikring, som ville blive udløst i tilfælde af, at sygdommen ramte. Men af en eller anden grund, som jeg ikke husker, fik vi kun tegnet en forsikring for Keld, vores store dreng. Han blev ikke syg, så på en mærkelig og lidt absurd måde kan man sige, at forsikringen virkede!”

At se gennem vinduet
”Jeg var alene i de første svære timer, da Dan blev indlagt. Jeg havde nået at ringe til min mand, som straks afbrød sit arbejde i Jylland og hastede mod København. Jeg havde også Dans ældre bror at tænke på, jeg måtte jo efterlade ham hjemme i lejligheden, da ambulancen hentede Dan. Han var noget ældre, men stadig en lille dreng, som havde brug for, at jeg tog mig af ham.
Min mand kom så hurtigt han kunne – det gik lidt langsommere med at krydse Storebælt dengang – og det var en lettelse, at vi nu var to om at dele uvisheden og bekymringen. Vi var dybt ulykkelige og vi fik intet at vide, som måske kunne give os et lille håb. Og dagene bare gik, uden at vi hørte noget, det var næsten ikke til at holde ud.
Så endelig fik vi lidt at vide af lægerne.Vi forstod, at Dan var ramt af polio, men at han heldigvis selv kunne trække vejret og derfor ville overleve. Men hans ben var lammede, og der var ikke nogen effektiv behandling at tilbyde. Man kunne ikke sige noget sikkert om, hvordan det ville gå. Det kunne kun tiden vise.
Selv om det var en nedslående besked, levede han dog, og det var det vigtigste. Vi var så forfærdeligt bange for at miste ham.
Vi fik mulighed for at besøge Dan, men vi måtte ikke komme ind på stuen, hvor Dan lå sammen med andre børn. I stedet var vi henvist til at stå på en slags podie udenfor og se ind gennem vinduet. I stor hast havde man flikket noget tømmer sammen, som vi kunne stå på.
At se sit syge barn ligge der uden at kunne røre ved ham, hjælpe og trøste var rædselsfuldt … jeg får næsten tårer i øjnene i dag så mange år efter, når jeg tænker på det.”

Sådan siger Anne Margrethe Foldager, som er tydeligt berørt, mens hun fortæller.
Dans bror måtte ikke komme med på hospitalet, og hjemme i Husum spurgte han ivrigt sin far og mor, hvordan det gik, når de kom hjem fra de korte besøg på Blegdamshospitalet.

”Han var så bekymret for sin lillebror. En dag, hvor vi fik grønlangkål til middag, sagde han spontant: »I skal bare tage ind til Dan, så skal jeg nok vaske op,« og det gjorde han så, så godt han kunne. Det var så rørende … også da han en dag udbrød: »Det skulle have været mig der blev syg og ikke Dan!« … han var så sød og omsorgsfuld overfor sin lillebror.”

To gange om ugen, onsdag og søndag, fik Dans forældre mulighed for at besøg deres polioramte dreng.
De tog sporvognen linje 5 fra Husum til Blegdamshospitalet og medbragte ofte en pæn lille æske med vafler, den slags man serverer til is. Dem holdt Dan så meget af.

”Som ugerne gik, fik vi lov til at komme ind på selve stuen, hvor Dan lå. Midt i alle bekymringerne var det en stor glæde for os, at vi nu kunne røre ved ham, og vi prøvede så godt vi kunne at trøste ham og sige, at han nok skulle blive rask.
Dan var så lille at han endnu ikke havde så veludviklet et sprog, og jeg husker at vi havde svært ved at forstå, hvad han mente, da han flere gange og insisterende sagde, at han gerne ville have »skilt ad«. Min mand og jeg så spørgende på hinanden. Vi anede umiddelbart ikke, hvad det var, han gerne ville have. Men så gik det op for os, at han gerne ville have ’den lille ingeniør’ – ’Meccano’ hed det vist – sådan et byggesæt til kraner og den slags, som drenge legede med dengang.
Det tog vi med næste gang vi kom, og det blev en stor glæde for ham. For det var jo lidt kedeligt for en lille dreng bare at ligge i en seng. Personalet havde nok at se til, det var stærkt begrænset hvad de kunne tilbyde af underholdning til børnene, og det forstod vi jo godt.”

”KIRSTEN ER EN SØD OG KVIK PIGE”

Sådan indleder Rosa Abrahamsen (1926 til 1964) sekvensen om lille, kvikke Kirsten i den seks minutter lange film Polio fra 1957.
Rosa Abrahamsen blev under navnet ’Blegdammens Rose’ kendt i den brede offentlighed for sin ukuelige vilje til at komme videre i livet selv om hun blev hårdt handicappet af sygdommen. Få år efter sin indlæggelse skrev hun en anerkendt digtsamling, som senere blev sat i musik og indsunget.
Rosa blev – om nogen – symbolet på, at det kunne lade sig gøre at få en tilværelse med indhold og mening, selv om man er helt eller delvist berøvet sin førlighed.
Filmen, der skulle skabe opmærksomhed om polio, blev produceret af Ministeriernes Filmudvalg i samarbejde med Landsforeningen mod børnelammelse (polio). Rosa Abrahamsen fik rollen som fortæller, mens Kirsten M. Juul blev portrætteret som den lille pige med skinner på benene, der prøver at nå hen til sofabordet, hvor belønningen – en dukke – venter.

”Det var sjovt, selvom det var en propagandafilm. Det foregik i et filmstudie i et sommerhus i Greve, hvor der var hængt 12 store projektører op hele vejen langs loftet. Jeg kan tydeligt huske det. Selvom jeg godt kunne gå på det tidspunkt, skulle jeg agere, at jeg ikke kunne gå hen til sofabordet med dukken og det andet legetøj på. Det, der gjorde mest indtryk på mig i løbet af de fire-seks timer, vi var i sommerhuset, var en tur i marketenderiet, hvor jeg fik mit livs første Sarah Bernhardt-kage,” husker Kirsten, som fik lov til at beholde dukken.

Et par år senere kom filmfolkene igen for at optage Kirstens fremskridt.

Denne gang var filmstudiet den lokale legeplads, hvor Kirstens legekammerater også var med. I den første sekvens havde Kirsten skinner på benene, det havde hun ikke i den anden, hvor man ser hende løbe rundt og lege.
Både Kirsten og Rosa deltog ved filmpremieren. Rosa blev båret ind af Falck på en båre og lå langs væggen i biografen. Det var meget andægtigt, synes Kirsten. Et stykke tid efter premieren kom posten med en stor pakke til Kirsten, mens moren lå og sov efter en nattevagt på Rigshospitalet. Kirsten og hendes brødre flåede papiret af og frem dukkede en kæmpestor æske med 119 fyldte chokolader. Inden moren nåede at vågne, lå alle chokoladestykkerne trygt og godt i børnenes maver.

Tortur? Ja!
Kun seks måneder gammel blev Kirsten indlagt. Hun blev født i februar 1950 og i midten af august blev den lille pige indlagt med polio. Hun kunne heldigvis trække vejret selv. Livet fra indlæggelsen og til hun var halvvejs igennem teenageårene var hårdt. Benhårdt. Hun blev opereret et utal af gange for at få lavet alle mulige korrektioner af benene. Kirsten fortæller:

”Det startede med en operation i hoften, fordi min sene blev for kort, så jeg blev trukket forover. Det er klassisk for polioramte.

Jeg er skæv helt op i taljen. Jeg har nedsat muskelstyrke, og mit bækken er skævt. Mit venstre underben er totalt lammet, og det blev for kort.”

Lægerne forsøgte sig med at sætte elfenbensknogle ind i vækstzonerne i Kirstens ben for at stimulere det til at vokse. Det virkede ikke. Som niårig blev Kirsten opereret i det raske knæ for at hæmme væksten i det ben. De skar op hele vejen rundt om knæet og satte metalplader ind i vækstzonerne i både under- og overben. Det hjalp til gengæld. Benet – og specielt låret – holdt op med at vokse i længden. Efterhånden blev benene lige lange, men låret på venstre ben er meget længere end på det højre.

”Der er fem centimeters forskel på, hvor mine knæskaller sidder,” siger Kirsten.

Lårbenet i det raske, højre ben skulle sættes i gang igen, så metallet blev fjernet. Denne gang gik det ikke så godt, fordi væksten kom skævt i gang.*
Kirstens højre ben blev hjulbenet, mens hun var kalveknæet på det venstre – en typisk lammelseseffekt.

”En kærlig overlæge som har opereret mig flere gange og også kom som konsulent på instituttet, sagde til mig da han så mig: ’Du ser ud, som du er opvokset på vestkysten i evigt stormvejr.’ Han havde sin egen barske humor, men vi elskede ham. Han opererede kun, hvis det var eneste udvej,” husker Kirsten.

Så var det lårbenets tur til at blive skåret op. Fra knæet og næsten halvvejs op ad lårbenet på det raske ben. Hun fik skåret en skrå skive ud for at få benet sat sammen igen, så det blev rettet op. Bagefter ventede seks uger i gips til op over taljen. Det gik ud over de nederste ribben og vejrtrækningen, der først blev normal igen flere år efter.
Hvert år havde Kirsten det venstre ben i gips i 14 dage for at få det rettet ud, fordi hun ikke havde nogen forsidemuskler, der virkede. Hun kunne ikke strække knæet, fordi musklerne var lammede. Til gengæld havde hun stærke hasesener. »Jeg kunne kun bøje det, så jeg stod oftest med mit venstre ben bøjet op under min nederdel som en flamingo,« siger Kirsten, der dengang havde mange kræfter i det raske ben.
Hasesenerne på det venstre ben blev flyttet om på forsiden, lagt hen over knæet og fæstnet på skinnebenet. Efter en ny tur i gips slap Kirsten for flere årlige gipsbehandlinger. »Min mor og jeg var altid oppe at slås over, at jeg skulle have strakt mit knæ. Det ville jeg ikke, for jeg skulle ligge med sandposer derhjemme en halv time hver dag. Jeg gad ikke det der med at ligge med de poser. Og min mors synes jo, at hun skulle gøre det, fordi det sagde overlægen,« siger Kirsten.
Operationerne og gipsen havde fyldt alt for meget i Kirstens unge liv. Det gav problemer mellem mor og datter, for Kirsten ville ikke snakke med hende. Moren havde sagt ja til en operation, men Kirsten ville ikke.

”Hun bad personalet om at give mig nogle hidse-mig-nedi-flippen-piller og jeg kan huske, jeg sad stortudende og lavede stoftryk til et forklæde på et gammelt dynebetræk på ortopædisk hospital. Så kom en lille kontant sygeplejerske og satte et glas foran mig og lagde et par farvede piller. »Tag dem!« sagde hun så. Og det gjorde jeg, og ti minutter efter kunne de have skåret benene af mig uden at spørge mig. Jeg var ligeglad. Jeg ved ikke, hvad det var, jeg fik, men det har været heftigt.”

Det endte barskt med et psykisk nedbrud som 13-årig. Moren tog altid sin lille pige med hjem så tidligt som muligt efter operationerne. Hun var sygehjælper og kunne sagtens passe Kirsten derhjemme. Det var bedre at ligge i sin egen seng hjemme på førstesalen end at ligge på hospitalet, syntes hun.

”Vi havde en trappe op gennem stuen, hvor der var afsats med en dør, vi skulle igennem for at komme op ad den næste trappe. Falck-folkene, som kørte mig hjem og bar mig op, var nødt til at rejse mig op på højkant for at få mig igennem døren. Mange år senere, da jeg fik min egen bil, var der en Falck-mand, der havde transporteret min bil til Østerbro. De var to Falck-mænd i lastbilen. Pludselig lænede chaufføren sig over og kiggede på mig og så siger han: »Var det ikke dig, vi engang skulle have op på højkant igennem en dør?« Det var det jo, og så sagde han til sin makker: »Den dame skal køres helt hjem.« Så noget sjov har der været.”

Efter seks uger med gips fik Kirsten en gipsskinne, hun skulle gå med. Det blev en succes. Så snart gipsen var taget af, kunne Kirsten omgående bruge musklerne som strækmuskler. I mellemtiden var syvende klasse røget, så året skulle gås om. Hjemmeundervisning havde der ikke været noget af, fordi moren syntes, at Kirsten havde nok at slås med.
Den sidste operation, der også var en af de absolut værste, var i 2. real.
Den venstre ankel skulle gøres stiv. Lægerne skrabede al brusken af de små knogler i fodroden helt ned på hælen. Og så satte de søm igennem knoglerne, så de stak ud på hver side af foden, der blev pakket ind i gips. Da gipsen skulle af blev den skåret op på begge sider, så den øverste del kunne løftes af som et låg.

”Min mor sad heldigvis ude i venteværelset, hvor hun ikke kunne høre hvad der foregik inde hos Gips-Nielsen, som vi kaldte ham. Jeg har aldrig skreget så højt, som jeg gjorde på det tidspunkt. Min fod var groet fast inde i gipsen i alt det blod, der var løbet ud af sårvæsken. Den var groet så fast, at han var nødt til at vride min forfod for få den ud af gipsen, fortæller Kirsten M. Juul tydeligt påvirket af erindringen.”

Foden blev misformet, så det koster altid to par sko, når Kirsten skal have nye. Dels bliver skoen på det venstre ben altid ødelagt, og dels er der fire numre i forskel på fødderne.
Som 15-årig sluttede operationstorturen endelig. Ikke flere kirurgiske indgreb for at korrigere. Set i bakspejlet er Kirsten glad for, at moren sagde ja til alle de operationer. Og de to fandt hinanden igen efter deres sammenstød et par år tidligere. Kirsten ved, at morens kærlighed og omsorg ikke fejlede noget. Hun var stærk og foretagsom, og så havde hun et stort hjerte.
Dette er gået i arv til Kirsten – som vi også vil høre om senere i bogen.