Uddrag af:
Du som er i himlen - os som er tilbage

DEN DAG VERDEN GIK I STÅ

Det er koldt og mørkt, da der bliver banket hårdt på den solide bryggersdør ved halvfemtiden om morgenen den sidste søndag i februar. Det er sikkert Kenni, som har glemt sine nøgler. Poul tumler ud af sengen, ud på reposen, ned ad den trappe, der fører ned til stuen og køkkenet og ud i bryggerset. Han åbner døren. Det er ikke Kenni. Udenfor står to betjente. Måske har der været indbrud? Det er normalt et fredeligt område, selvom de bor i et industrikvarter, men det kan jo godt ske. Tankerne myldrer rundt i Pouls morgentrætte hoved, mens han kigger spørgende på betjentene. Og så går verden i stå.

De to betjente spørger, om Poul er far til Kenni. Og så fortæller de ham, at hans søn er død. Han har været involveret i et trafikuheld, og han er død.

Oppe på første sal i huset er Pouls kæreste, Rikke, også blevet vækket af den hårde banken på døren, men det er først, da Poul råber på hende og hans råbende NEJ! NEJ! NEJ! når op til hende, at hun rigtig vågner. Da hun er på vej ned ad trappen i sin badekåbe, ser den ene betjent hende. Han ser meget alvorlig og meget ung ud, synes hun. Da han får øje på hende, træder han nervøst et skridt tilbage, og i et splitsekund frygter hun, at der er sket noget med hendes egne børn.

Poul er helt hvid i hovedet, da de går ind i stuen. Han og Rikke sætter sig sammen i hjørnesofaen, mens de to betjente sætter sig i stolene overfor. Så siger betjentene det igen; at Kenni er død. Poul kan slet ikke tage det ind. Det er der ingen af dem, der kan. Tiden er gået i stå, og det er så uvirkeligt, at Poul lammet får sagt, at den slags sker. At der jo ikke er noget at gøre ved det, når nu det er sket. Rikke spørger betjentene, om de nu er helt sikre. Mon ikke Kenni i virkeligheden ligger på hospitalet? De siger jo, at uheldet lige er sket, så Kenni kan da ikke allerede være erklæret død?

Kenni er ikke alene i bilen, da uheldet sker, og betjentene er usikre på, hvem de tre andre er. Mon Poul ved, hvem som var med? Hvis bil de kørte i? Poul gætter, og han gætter nogenlunde rigtigt, viser det sig.

Klokken er blevet seks om morgenen, da Poul løfter røret for at ringe til sin ekskone, Berit, som bor i Odder sammen med Pernille, Kennis lillesøster. Poul og Berit har ikke haft nogen kontakt med hinanden et stykke tid. Overhovedet.

Berits telefon ligger nede i køkkenet, og oppe i soveværelset på første sal begynder lyden af ringetonen at trænge igennem til hende. Hun vågner langsomt og skynder sig ned i køkkenet. Hun kan straks se, at det er Poul, der ringer, og hun undrer sig, for de taler jo ikke sammen.

Poul siger, at Kenni er død. Mere kan han ikke sige, før han knækker sammen, og politiet må tage over. Berit tror ikke på det, og betjenten må sige det igen og igen. Der er sket et forfærdeligt uheld, og Kenni er død. Der er sket et forfærdeligt uheld, og Kenni er død. Der er sket et forfærdeligt uheld, og Kenni er død. Endelig begynder det at trænge ind hos Berit. Oppe på førstesalen er Pernille vågnet. Hun er 13 år gammel, og hun kan høre sin mor sidde ude på trappen og græde vildt højt og ubehersket. Hun bliver bange og skynder sig hen til Berit, som desperat råber, at Kenni er død.

Både mor og datter er i chok. De lægger sig ind på Pernilles seng, hvor de ligger i flere timer og krammer hinanden og græder.

Det er søndag den 26. februar 2012. Det er den dag, verden går i stå.

****

De fire venner, Kenni, Sebastian, Christian og Martin havde været en tur i byen i Roskilde. Som altid når de skulle i byen, aftalte de, hvem der skulle køre hjem. Det var fire fornuftige unge mænd på 18-19 år, og den, som havde chaufførtjansen, holdt sig altid – altid! – ædru. Det var en helt klar aftale, der altid blev overholdt. Det blev den også den aften.

De kom kørende hjem mod Havdrup ad Roskildevej, da de ved halvfiretiden om natten kørte galt i et blødt sving ved Tjærby syd for Roskilde. De kørte for hurtigt, og pludselig var der glat. Chaufføren mistede herredømmet over den sølvgrå Opel Astra, og de kørte af vejen. Bilen snurrede rundt og ramte et træ med bagenden og blev flækket i to dele. De tre af drengene blev slynget ud af bilen; det gjorde Kenni ikke. Kenni, Christian og Martin var døde på stedet. Sebastian levede et lille døgn, hvorefter hans familie måtte slukke for respiratoren.

DAGENE FLYDER SAMMEN

Politiet er der længe. Måske en time. Det er svært at sige, for tiden står helt stille, mens betjentene fortæller, hvor uheldet er sket, og at der allerede er ryddet op. Ja, man kan jo altså stadig tydeligt se sporene, men bilen og drengene er der ikke længere. Politiet ved endnu ikke, hvem, som har kørt bilen, men de ved, at det ikke var Kenni, for han havde helt sikkert siddet på bagsædet, så meget ved de.

Poul har kun én tanke i hovedet: Han må derud; han kan slet ikke forestille sig, at han skal være andre steder. Han kommer i tøjet og kører hen til ulykkesstedet. Han kører frem og tilbage nok 10 gange den dag. Solen skinner, og der er ikke en sky på himlen. Han tænker, at det slet ikke hænger sammen. Kenni er væk, og solen skinner.

Nyheden spreder sig hurtigt i den lille by, og i løbet af dagen bliver huset fyldt med mennesker og blomster. Det samme sker ved ulykkesstedet, hvor Kennis familie tænder lys og lægger en smuk buket med røde og hvide roser i bunken af blomster, der hurtigt vokser. Der bliver tændt mange lys, og der er sort af mennesker. Mennesker i chok. Grædende mennesker. Tavse mennesker, som vantro stirrer ud i luften, mens de prøver at finde mening i det meningsløse.

I kulissen sidder Pouls venner. De vil gerne hjælpe, være der for ham, men de vil heller ikke være anmassende, så de fleste afventer, mens nogen vælger at komme med mad til hele familien. Morten, som har været ven med Poul i mange år, ser ham, da de i nærheden af ulykkesstedet kører forbi hinanden. Han kan kende den grønne Jaguar på lang afstand:

“Jeg kunne se, at Poul bare kiggede tomt ud i luften. Han så helt stenet ud. Det var surrealistisk for alle.”

Morten, Pouls ven

Poul kan ikke finde ro, og han har behov for at handle – for at tale med de andre forældre, og for at gøre noget på ulykkesstedet. Han beder en anden god ven om at købe en masse fakler til at sætte i jorden, og politiet sætter blå blink op et godt stykke rundt om folk og stedet, så andre bilister bliver advaret om, at der er sket noget, der kræver ekstra forsigtig kørsel.

I løbet af formiddagen besøger han og Rikke Christians forældre. Rikke synes, at det er meget grænseoverskridende, og hun kan slet ikke forstå det og tænker på, om de overhovedet har lyst til, at de kommer forbi. Rikke føler virkelig, at hun træder ind i noget, hun ikke har lov til, og at hun maser sig på som hende, der har alle sine børn, mens de andre har mistet deres. Hun synes, det er meget ubehageligt, og egentlig synes hun, at det er noget, man skal være i alene, men Poul har et stort behov for at være sammen med nogen, som er i samme situation som ham. Rikke oplever Christians forældre som fuldstændig lammede af chokket og ude af stand til at tage det, der er sket, helt ind.

“Vi sad så nede ved Christians forældre nogle gange i løbet af dagen, hvor vi sad og snakkede. Jeg tror nok, at Martins mor først fik det at vide henad ved ni tiden om formiddagen. Før fandt de ikke ud af, hvem han var og fik sporet hende. Jeg kendte overhovedet ikke Martins mor, men jeg kendte alle de andre forældre. Vi havde nogle gætterier sammen om, hvem det kunne være. Men i løbet af formiddagen gik det op for os alle sammen, hvem det var.”

Poul, far

I Jylland får Berit efter et par timer samlet sig så meget, at hun kan ringe til sine forældre og fortælle dem, at deres barnebarn er død i en trafikulykke. De kommer og får med det samme aktiveret en psykolog, som kommer og taler med dem. Berit magter ikke at skulle tage til Sjælland, og hun magter ikke at skulle se Poul i øjnene, men psykologen får overbevist hende om, at det er det eneste rigtige at gøre, og at de skal tage af sted med det samme. Berit, hendes kæreste og Pernille kører de 250 km fra Odder til Havdrup og kører direkte til ulykkesstedet, hvor der står en kødrand af folk.

Der er rigtig mange, som Poul, Pernille og Berit kender, og der bliver krammet i en uendelighed til højre og venstre, mens der konstant høres en stille gråd fra de mange mennesker.

“Vi mødte Poul og Rikke derude. Jeg kunne jo godt se ham i øjnene der. Alle vores uoverensstemmelser forsvandt; der var nogle bånd, der vente tilbage.”

Berit, mor

På hospitalet vil de ikke give tilladelse til, at familien ser Kenni. Hele dagen kæmper Poul for, at de må se deres dreng, ligesom de andre forældre har set deres drenge, men det er først om aftenen, at Poul, Berit og Pernille endelig får lov til at se det, der er tilbage af deres søn og bror. Berits kæreste og Rikke er med i kapellet på Køge Sygehus, men de holder sig diskret i baggrunden.

“Vi fik et eller andet, som ikke lignede et helt menneske og så en hånd, der stak ud. Han var ilde tilredt. Den ene hånd og et stykke arm var det, vi fik lov til at se.”

Poul, far

Det er tydeligt, at der ikke er meget krop tilbage under det hvide lagen; det ligner faktisk slet ikke et menneske. På armen, der stikker ud, kan de genkende Kennis skjorte og det armbånd, han har fået af sin mor i julegave et par måneder tidligere. Hverken Pernille eller Poul kan tage hans hånd, men Berit holder den meget længe. Hun er ikke i tvivl om, at det er hendes søn, mens Poul bliver ved med at tænke: “Er det ham?” “Er det virkelig ham?”

Det er meget intenst, og der står en sygeplejerske sammen med dem hele tiden, mens de er der – måske vil hun være helt sikker på, at de ikke løfter lagenet; det vil ikke være til at bære for nogen af dem.

Bagefter samles familien hos Poul.

Alt er tåget

Der er ingen i familien, som kan huske den dag eller de efterfølgende dage i detaljer. Det er kun brudstykker, der dukker op.

“Jeg kan huske lige, da vi fik det at vide, og da vi stod ude på ulykkesstedet. Det er det eneste, jeg kan huske fra den dag og dagen efter. Jeg kan selvfølgelig godt huske, at vi var på hospitalet og så hans arm, men jeg kunne ikke huske, at det var samme dag. Jeg kan heller ikke huske turen fra Odder til Sjælland, og jeg kan ikke huske, om jeg var ude på ulykkesstedet flere gange i løbet af dagen. Jeg kan huske, at folk bare stod og græd helt vildt. Men jeg kunne faktisk ikke græde der. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg prøvede at vise, at jeg var stærk, at det ikke skulle få mig ned.”

Pernille, søster

“Jeg husker ikke, om jeg sov om natten. Jo, det tror jeg, at jeg gjorde. Jeg tror bare, at der foregik så meget … altså, jeg ved, at jeg holdt fri fra arbejde dagen efter. Jeg var ovre at fortælle dem, hvad der var sket, selvom de nok godt vidste det i forvejen. Jeg tror, der gik en dags tid mere, så begyndte jeg at genoptage arbejdet. Det var godt nok i en tåge, men jeg var til stede og havde også et eller andet sted brug for at være til stede, fordi jeg tænkte, at jeg ikke bare kunne lade stå til. Jeg kunne lægge mig over i et hjørne og græde det næste halve år – det ville jo ikke ændre noget. Det ville ikke gøre nogen forskel, og jeg drev trods alt en forretning, så jeg skulle finde ud af, hvad der skulle ske fremadrettet, men jeg kunne ikke bare lade stå til. Så jeg var til stede i en eller anden form for tåge.”

Poul, far

Senere om søndagen åbner præsten dørene til Havdrup kirke, så folk ikke skal stå udenfor og flagre i kulden. I løbet af de første par dage kommer der ca. 450 mennesker for at skrive bøn, tænde lys, skrive hilsner eller bare sidde i kirken.

Poul lægger hus til, da politiet et par dage senere samler de fire forældrepar, drengenes søskende og præsten for at fortælle om ulykken og om, hvem som kørte bilen. Det bliver en meget voldsom følelsesmæssig oplevelse, fordi forældrene selvfølgelig har spekuleret meget over, hvem som kørte bilen – og om der var én, som havde skylden.

Poul sørger for, at en nabo kommer og laver kaffe, og så rydder han stuen og gør klar, så alle kan være der.

“Vi vidste godt, hvem alle fire drenge var, men vi var ikke sikre på, hvem som havde kørt bilen. Vi havde en meget kraftig formodning. På det tidspunkt havde vi jo fået at vide, hvem som var ejer af den Opel Astra, som de kørte. Bilen var Martins stedfar, så højest sandsynligt var det også Martin, som havde kørt. Men den historie fik vi faktisk først der. Og på det tidspunkt havde vi ikke fået at vide, om der var alkohol i blodet på ham, der kørte.”

Poul, far

Politiet fortæller detaljeret om, hvordan bilen ramte træet, og hvor drengene lå placeret. Det var kun Kenni, som stadig var i bilen, de andre var blevet slynget ud. Bilen var blevet delt i to, da den ramte træet med bagenden, og forenden var endt et godt stykke væk.

På det tidspunkt har politiet allerede givet pressen en melding, der indikerer, at drengene havde kørt 150-160 km/t i en 80 km/t-zone. Til mødet beklager politiet, at de har meldt det ud, fordi de nu fortæller, at der er en usikkerhedsmargen på 25 procent på grund af det glatte føre, så de kan faktisk stadig ikke sige, hvor hurtigt de egentlig kørte, kun at de kørte en del for stærkt. Der er mange faktorer, der spiller ind, og den aften hjemme hos Poul er der langt flere spørgsmål end de svar, politiet kan give – og til dato er der stadig ingen, som kan sige, hvor hurtigt de egentlig kørte. Både i den lille by og på nettet går rygterne allerede, og der er mange, som fordømmer, at drengene har kørt så stærkt, som politiet tidligere har indikeret. Var det virkelig deres egen skyld, eller var det bare meget glat?

Det er en ældre politimand, som fortæller, hvem af de fire drenge, der var chauffør. De fleste har allerede gættet det, fordi de kørte i Martins stedfars bil, men nu får de det bekræftet alle sammen på én gang: Det var Martin, som kørte bilen. Normalt tager det flere dage at få resultaterne af en alkoholtest, men i dette tilfælde bliver den fremskyndet, så eventuelle rygter hurtigt kan manes i jorden, og nogle dage efter mødet, kan politiet fortælle, at Martin var 100 procent ædru, og at han ikke var påvirket af noget andet. Der er ingen af de andre drenges forældre, som bebrejder Martin, og Poul skynder sig at sige til Martins mor, at det lige så godt kunne have været en af de andre, der havde kørt bilen. Hun bryder helt sammen, og må køres til akut krisehjælp. Poul tænker hele tiden på, hvem der er at bebrejde, men der er jo ingen efterladte at bebrejde, og de andre forældres sorg er jo absolut lige så stor, som deres er. Det gør ingen forskel, Kenni er her ikke, og drengene var kammerater, de var sammen om det.

Politiet har billeder med fra ulykkesstedet, hvor man stadig kan se bilen og drengene, som er dækket til. På et af billederne kan man se et ben stikke ud af bilen; det er Kennis ben. Det er kun Pernille og Poul, som vil se det, fordi de stadig leder efter en bekræftelse på, at det virkelig er Kenni. Der er ingen tvivl om, at det er det.

Det er svært for politiet at få familierne til at gå hjem, og til sidst går de selv, mens familierne, der er lammet af sorg, bliver siddende lidt længere.

I tiden efter Kennis død oplever Poul det samme, som ægtefæller kan opleve, når den ene dør: En form for dødsoplevelse, og at meningen med livet forsvinder. Følelsen er stærk hos Poul, men den tager ikke permanent fat i ham.

Luk menu